Grise på friland på Grødhøjhus
Grødhøjhus I/S er et økologisk landbrug på ca. 100 hektar - eller ca 1 kvadratkilometer. Gården ejes og drives af Mogens og Preben Drastrup. Gården blev omlagt til økologisk drift den 1. april 2006, med produktion af ca. 3000 slagtesvin årligt, samt en lille produktion af kartofler.
Grisene bliver født på friland, og går der sammen med soen til de vejer ca. 20 kg. Herefter vokser de op i stalde med adgang til udeareal samt halm og grovfoder. Det giver mulighed for naturlig adfærd og muskeludvikling. Sådan laver man sunde dyr med velsmagende kød.
Om vinteren er der mange der spørger om grisene ikke fryser. Det gør de ikke, for de har et naturligt spæklag under huden. Men de er dog mere inde i deres isolerede hytter om vinteren end om sommeren. De varme somre kan give store problemer, for grisene kan ikke svede, og den kan ikke blive solbrændt. Så derfor er der vandhuller som grisene kan bade og mudre sig i, så de bliver afkølede og får beskyttelse af mudder mod solen.
Halkær Krokøkken køber sit grisekød af Grødhøjhus. i butikken sælges fars, pålægsprodukter, m.v. samt udskæringer af flæskesteg, koteletter eller lignende. Svinekødet er meget populært i buffeterne torsdag og søndag, i kursusmiddagen og lignende hverdagsarrangementer, hvor maden skal være velsmagende, mættende og ikke for dyr. De allerbedste udskæringer bliver også anvendt i koncert og festmenuer.